Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kursusudviklings- og evalueringssamtaler (KEUS)

Der er en række forskellige tiltag på Science and Technology for at udvikle undervisningen ud fra de evalueringer der gennemføres på alle hold. På Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet er der sat et systematisk initiativ i gang med Kursusudviklings- og evalueringssamtaler (KEUS) mellem undervisningsansvarlig/uddannelsesleder og undervisere. Der er her udviklet nogle materialer og samlet systematisk op på nogle erfaringer, der vil kunne inspirere øvrige kurser på ST.

Samtalerne gennemføres en gang per gennemløb i alle fag på diplomingeniøruddannelserne i Elektronik, Informations- og Kommunikationsteknologi, Elektrisk energiteknologi og Sundhedsteknologi . Målet er at sikre kvalitet og løbende udvikling gennem struktureret tilbagevendende dialog. 

Troels Fedder Jensen har været en hovedaktør i denne udvikling, og har beskrevet de foreløbige erfaringer i en artikel til den internationale CDIO konference i 2019, Implementing an annual course review process.

Erfaringer

Der er foreløbig erfaring fra et gennemløb af processen på 15 kurser. Resultaterne er lovende. Der er flere eksempler på konkrete ændringer, der skal implementeres inden næste KEUS, og endvidere en række aftaler om konkrete undersøgelser, som underviserne vil gennemføre inden næste KEUS. Disse undersøgelser handler meget specifikt om at understøtte studerendes læring indenfor helt konkrete områder, for eksempel ved at ændre på øvelser og stilladsere gruppeprocesser.

Erfaringerne fra Ingeniørhøjskolen Aarhus Universiteter er altså positive, men der er nogle opmærksomhedspunkter. For eksempel er det afgørende med en tydelig adskillelse fra medarbejderudviklingssamtalen (MUS). Fokus i KEUS er på udvikling af kurserne – ikke medarbejderne! Derfor gennemføres KEUS bevidst tidsmæssigt forskudt fra MUS.

Uddannelseslederen oplever gennem KEUS at få en ny indsigt i den konkrete undervisning. Det fremhæves, at den strukturerede KEUS-ramme gør dialog om undervisningen til en mere naturlig ting – det handler ikke om at underviserne har "gjort noget galt". Medarbejdere fremhæver, at de føler sig tvunget (på en god måde) til at bruge kursusevaluering som basis for udvikling, at de får bearbejdet input fra de studerende og at de bliver inspireret af sparring med uddannelsesleder.