Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyhed

Offentligheden / Pressen

Sådan laver du virkningsfulde undervisningsvideoer

Forskning tyder på, at man sammenlignet med andre undervisnings- og læringsaktiviteter, har mere begrænset koncentrationsevne, når man ser web-baserede undervisningsvideoer. Den ideelle videolængde er seks til 12 minutter. Hvis videoerne er længere end det, mister man fokus. Der findes en række måder at håndtere dette problem på.

Forskning i MOOCs (Massive Open Online Courses) peger på, at de studerende har mere begrænset koncentrationsevne, når de ser web-baserede undervisningsvideoer frem for at deltage i andre typer undervisnings- og læringsaktiviteter. Den mest ideelle videolængde er seks til 12 minutter. Hvis videoen er længere end det, bliver de nemt distraheret. Hvis varigheden af en video er mere end de 12 minutter, vil de studerende i gennemsnit se blot tre minutter af selvsamme video. Det er klart, at disse konklusioner ikke kan overføres direkte til alle undervisningssammenhænge. De understreger dog vigtigheden af at være koncis, og at video ikke kan stå som direkte erstatning for tilstedeværelsesundervisning uden en vis grad af pædagogisk indblanding.

Derfor bør web-baserede videoer, som eksempelvis webcasts, tabletcasts, mobilvideo, laboratorievideoer og screencasts have denne opmærksomhedsspændvidde in mente og ikke overstige mere end 10-15 minutter. Hvis indholdet ikke kan kommunikeres på mindre end 10-15 minutter, bør videoen deles op i to eller flere dele og derefter sammenkædes.

Der er forskellige måder at sammenkæde videoer på – herunder blandt andet ved hjælp af læringsstier i Blackboard eller ved at oprette afspilningslister. ’Kaltura Media’ i Blackboard er nyttigt til at integrere video med andre værktøjer og indholdselementer i systemet. Derudover er videoer, der er uploadet i eksempelvis Vimeo eller Lifesize, nemme at indlejre i Blackboard via et tekstelement.

Det er værd at overveje, om der er måder, hvorpå du kan aktivere indholdet af videoerne for at understøtte aktiv læring. Videoen i sig selv kan aktivere (eller i det mindste motivere) de studerende ved at inkludere tankeeksperimenter, appetitvækkere eller ved at stille spørgsmål, der ikke bliver besvaret før slutningen af videoen eller i den næste video i rækken. Videoer kan også bruges til at aktivere de studerende gennem quizzer, fungere som baggrundsinformation for onlinediskussioner eller forberede til aktiviteter sammen med andet materiale i en læringssti.

Trin for trin-vejledning

  1. Overvej hvilket format der passer bedst til det emne, du ønsker at formidle.
  2. Fremstil videoerne ved hjælp af allerede tilgængeligt software som eksempelvis Zoom, Loom, Screencast-O-Matic eller kontakt Media Lab for yderligere support.
  3. Sigt efter at opdele dit indhold i logiske, korte bidder af 6-15 minutter. Media Lab kan hjælpe dig med at opdele dine videoer.
  4. Udvikl en aktivitet eller andet materiale, der aktiverer de studerende i forbindelse med indholdet af hver af dine videoer.

Kontakt

Nyhedsbrevet blev udarbejdet af Nina Vestergaard Adolfsen. Har du ris, ros eller kommentarer så skriv til nva@stll.au.dk.

Arrangementer

Se alle arrangementer fra ST Learning Lab